De fleste gange, hvor din baby får stoppet næse og/eller hoste, vil det sandsynligvis hænge sammen med forkølelse og ondt i halsen – for de kan naturligvis blive syge ligesom vi voksne.
Jeg møder dog jævnligt forældre, som kommer ind i min klinik med babyer, som mere eller mindre altid virker tilstoppet i næsen. Nogle gange har de også en let rallende lyd i deres vejrtrækning, og når jeg lægger en hånd på brystkassen af dem, kan jeg mærke, at der sidder væske i luftvejene.
I blogindlægget her dykker jeg ned i, hvad der kan give din baby stoppet næse og hoste, og hvad du bør være opmærksom på, hvis det sker over længere tid.
Hvorfor får min baby stoppet næse og hoste?
Stoppet næse, rallende vejrtrækning og hoste behøver ikke at være tegn på, at din baby er syg. Nogle gange skyldes det, at immunforsvaret reagerer på noget i din babys omgivelser eller kost, for når immunforsvaret bliver aktiveret, dannes der slim i slimhinderne – og dermed også i din babys næse og svælg.
Din nyfødte babys immunforsvar er helt umodent og skal, ligesom så mange andre systemer i hendes krop, modnes i den første tid. Det umodne immunforsvar kan finde på at gå i ’forsvar’ på mange små partikler, som ellers er helt uskadelige – det kan være partikler i luften fra støv, katte og hunde, men også ofte partikler i maden, som din baby får gennem modermælken eller modermælkserstatning. Når din babys immunforsvar på den måde går i forsvar og danner slim, vil din baby virke forkølet. Hvis det i øvrigt ikke generer hende, og hun trækker vejret gennem næsen med lukket mund, som hun skal, er der i udgangspunktet ikke grund til at gøre mere ved det. Men hvis hun samtidig virker utilfreds og pirrelig, så du fornemmer, at der er noget, der giver hende ubehag, er det en god idé at undersøge nærmere, hvad der kan ligge bag den stoppede næse.
Stoppet næse, hoste og refluks
En anden ting, som kan give stoppet næse og hoste, og som du bør være særligt opmærksom, hvis din baby er utilfreds eller viser tegn på vedvarende ubehag, er silent refluks. Refluks er et andet begreb for gylp og er et ord for, at der strømmer indhold fra mavesækken retur i spiserøret – typisk hvis maven er overfyldt af mælk eller luft. Som regel er det helt uproblematisk, at din baby gylper mælk op, men indimellem kan det give problemer i form af ubehag og smerter i spiserøret – det, vi kalder reflukssyge/GØRD (Gastro-øsofageal reflukssygdom). I nogle tilfælde er det meget synligt, at din baby gylper, men i andre babyer kommer gylpen ikke helt ud af munden. De har det, vi kalder silent – eller stille – refluks.
Nogle gange kan det ske, at gylpen kommer ned i luftvejene. Hvis det sker, kan det få din baby til at hoste. Andre gange vil det bare irritere slimhinden, så din baby laver en hivende lyd i vejrtrækningen. Irritationen vil desuden få slimhinden til at danne slim, som fører til en mere rallende lyd. Selv om du kan blive bekymret, når du pludselig hører en lyd på din babys vejrtrækning, er det helt ufarligt og ikke tegn på forkølelse eller infektion.
Hvis gylpen når helt op i næsesvælget, kan det på samme måde irritere slimhinden, så der dannes slim, som stopper næsen til. Det kan gøre det besværligt for din baby at spise, for når hun ammer eller spiser af flaske, har hun brug for at kunne danne et lufttæt segl med lukket mund. Det er kun muligt for hende, hvis hun samtidig kan trække vejret gennem næsen. Hvis den er stoppet, er hun nødt til at trække vejret gennem munden og slippe vakuummet om brystvorten eller flasken, og så kan hun nemt komme til at sluge luft. Og da luft i maven netop kan være årsag til refluks, kan den stoppede næse faktisk føre til en ond cirkel, hvor refluksen forværres.
I sjældne tilfælde kan slimen i næsesvælget blokere for det lille rør til inderøret, så din baby kan risikere at få væske på ørerne.
Hvis du oplever, at din baby har hoste, rallende vejrtrækning og stoppet næse uden at være forkølet, men hun samtidig er utilpas og viser tegn på ubehag eller smerte, bør du kontakte din læge for at få undersøgt, om hun måske har silent refluks og reflukssyge.
Læs mere om symptomerne på reflukssyge og silent refluks her
Hvad kan jeg gøre, hvis min baby har stoppet næse?
Hvis din baby har tilstoppet næse, er der faktisk en meget simpel løsning, som ofte hjælper – nemlig et gammelt husmoderråd:
-
- Tag et almindeligt husløg.
-
- Skær det igennem på midten.
-
- Stil det på gulvet ved vuggens hovedgærde.
Så vil du opleve, at din baby i løbet af kort tid igen kan trække vejret frit igennem næsen.