Selvom det som sådan ikke er skadeligt for dit barn at sidde i W-stillingen, kan siddestillingen over tid skabe en unødig belastning på knæ og hofter. W-stillingen vrider leddene på en måde, der kan føre til et uhensigtsmæssigt stræk, især hvis det bliver barnets foretrukne måde at sidde på.
Så hvis du oplever, at dit barn foretrækker W-stillingen, kan det være en god idé at vise dit barn andre mulige siddestillinger.
Vil du vide mere om W-stillingen og dens indvirkning? Læs vores blog om, hvorvidt W-stillingen er skadelig.
Der findes ikke én ideel siddestilling
Der findes ikke én ideel måde at sidde på for hverken børn eller voksne. Vores kroppe er skabt til at bevæge sig, og derfor er det vigtigt at variere siddestillinger. Ved at skifte mellem forskellige positioner mindsker man belastningen på muskler og led, samtidig med at man støtter barnets motoriske udvikling. Dette kan også hjælpe med at undgå unødig belastning på kroppens led og muskler.
Når du motiverer dit barn til at udforske forskellige siddestillinger, giver du det et solidt fundament for en sund vækst og større bevægelsesfrihed. Vi viser dig herunder to effektive alternativer til W-stillingen.
Eksempler på alternative siddestillinger
Sidde på knæene
Hjælp barnet ved forsigtigt at skubbe hælene ind under balderne, så det sidder på underbenene. Stillingen reducerer vrid i knæ og hofter og giver en mere neutral belastning.
Stræk det ene ben ud
Stræk forsigtigt det ene ben ud, mens barnet sidder i w-stillingen. Det mindsker belastningen på hofter og knæ og gør det lettere at skifte stilling.
Havfruestilling
Guid barnet til at placere begge ben til samme side, som en havfruehale. Stillingen aflaster hofter og knæ og giver mulighed for en stabil kropsholdning.
Se på årsagen bag W-stillingen
Hvis dit barn ofte vælger W-stillingen, kan det være værd at overveje, om det hænger sammen med en udfordring som manglende stabilitet eller balance. For nogle børn er denne siddestilling en praktisk løsning, der giver en stabil base, fordi deres kernemuskulatur ikke er stærk nok til at støtte dem i andre siddestillinger.
Ved at styrke barnets muskler og balance gennem sjove og enkle aktiviteter kan du ikke blot hjælpe barnet med at opnå større bevægelsesfrihed, men også støtte det i at udforske nye og mere varierede måder at sidde på. Vil du forstå mere om årsagen bag W-stillingen? Se vores blog om mulige årsager til W-stillingen.
Gode råd til sidst
Husk, at det ikke handler om at undgå W-stillingen helt, men om at tilbyde dit barn forskellige muligheder for at sidde og bevæge sig. Variation styrker både kroppen og barnets motorik.
Har du spørgsmål eller bekymringer om dit barns siddestillinger? Du er altid velkommen til at kontakte os – vi hjælper gerne.
De bedste hilsner,
Charlotte
Børnekiropraktor