Det vil de fleste af os nok svare ja til.
For det er en særlig tilfredsstillende oplevelse at arbejde med børnekroppe – de reagerer hurtigt, og behandlingen har ofte en tydelig og umiddelbar effekt.
Og det er meningsfuldt at lindre symptomer hos børn. Når vi ser nervesystemet falde til ro, søvnen forbedres eller spændinger slipper, føles det både tilfredsstillende og fagligt bekræftende. Vi mærker hurtigt effekten af vores indsats – og det giver en reel oplevelse af at lykkes.
Men netop derfor skal vi som børnebehandlere være særligt opmærksomme.
Børn reagerer hurtigt – nogle gange uanset interventionens karakter. Det kan give en oplevelse af succes, som ikke nødvendigvis hviler på en præcis forståelse af den bagvedliggende årsag. Og det er netop her, den faglige dømmekraft bliver afgørende.
Fordi…
Ét symptom – mange mulige årsager
Når et barn præsenterer symptomer som søvnforstyrrelser, uro, bensmerter eller vedvarende gråd, er det sjældent entydigt, hvad årsagen er. Og selvom mange børn oplever lindring efter manuel behandling – hvilket de ofte gør i en vis grad – betyder det ikke nødvendigvis, at behandlingen har adresseret den primære årsag.
Et konkret eksempel er reflukssymptomer. Nogle spædbørn får det bedre efter manuel behandling – muligvis fordi vi påvirker spændingstilstanden i diafragma eller regulerer det autonome nervesystem. Men refluks kan også skyldes anatomiske forhold, fødevarereaktioner eller gastrointestinale forstyrrelser, hvor manuel behandling ikke er tilstrækkelig – og i værste fald kan forsinke en nødvendig udredning.
Derfor er det afgørende, at vi har indsigt i de forskellige mulige årsager bag symptomerne – for de præsenterer sig ofte med deres egne karakteristiske træk. Netop det kendskab gør os i stand til hurtigt og sikkert at vurdere, hvornår manuel behandling er relevant – og hvornår barnet bør henvises til anden faglig vurdering.
Behandling tilpasset barnets fysiologi
Derudover kræver behandling af spædbørn og børn en særlig forståelse for deres anatomi og fysiologi. Baby- og barnekroppen er ikke blot en mindre udgave af den voksne – den er under udvikling og reagerer anderledes.
Bindevævets elasticitet, muskeltonus, kraniets ossifikationsgrad og nervesystemets umodenhed stiller krav til både metodevalg, behandlingsteknik og dosering. Behandlingen skal derfor tilpasses nøje, så den både er mild, sikker og effektiv.
At være en kompetent børnebehandler handler altså både om at forstå kompleksiteten i børns symptombilleder – og om at kunne tilpasse selve behandlingen, så den er så sikker og skånsom som muligt.
Men hvor får vi den viden fra?
Kurser i spædbarnsbehandling
Netop det spørgsmål har jeg selv stået med. For den viden, der skal til for at vurdere fx om et spædbarn med asymmetri har spændinger, adhærencer eller neurologisk betinget skævhed – eller for at forstå, hvad kolik eller torticollis egentlig dækker over i praksis – er ikke altid let tilgængelig. Den er ofte spredt, upræcis eller ikke målrettet vores faglige kontekst som manuelle behandlere.
Derfor har jeg gennem de seneste år dedikeret mit arbejde til at samle og formidle netop den viden, jeg selv manglede tidligere i min karriere.
Mine kurser er skabt for at give manuelle behandlere et solidt fundament i både teori, vurdering og praksis – med fokus på sikker, målrettet og differentieret behandling af spædbørn.
Vi dykker blandt andet ned i:
- Hvad dækker kolik egentlig over – og kan vi subgruppere ud fra symptombilledet?
- Hvilken type torticollis er der tale om – og hvordan påvirker det vores valg af intervention?
- Hvad kan ligge bag en suboptimal sutteteknik – og hvordan ændrer det vores rolle i forhold til ammevejledning?
- Og hvordan vurderer vi, om en asymmetri skyldes muskulære spændinger, fascielle adhærencer eller neurologiske faktorer?
Hvis du genkender ønsket om større sikkerhed i din faglige vurdering – eller blot ønsker at fordybe dig og styrke dine kliniske redskaber – så er mine kurser for dig.
De bedste hilsner,
Charlotte Giuliani
Kiropraktor, MSc pædiatrisk muskuloskeletal sundhed